Dansk formål

Målet er at afdække viden om voksnes erfaringer ved amputation af underekstremitet. Fokus er på ændring af selv-identiteten.

Dansk resumé

Baggrund

Baggrunden for dette portugisiske studie er at udfylde den manglende viden vedrørende selv-identitets ændringer relateret til underekstremitetsamputation.

Metode

Studiet foregik på et medicinsk rehabiliteringsafsnit på et offentligt portugisisk hospital. 65 patienter med underekstremitets amputation blev inviteret til at deltage i studiet. 42 patienter blev inkluderet. Patienterne skulle være mindst 20 år og amputationen skulle være foregået efter patienten var fyldt 18 år. Gennemsnitalderen var 61 år og 35 deltagere var mænd. Over 60 % var amputerede efter de var fyldt 40 år.

Der anvendtes et tværsektorielt kvalitativt studie, hvor der blev gennemført semi-strukturerede interviews. Der blev udført to face-to-face interviews mellem 45 og 60 min med hver enkelt deltager. Interviewene blev transskriberede, kodet og analyserede af to uafhængige undersøgere. De semi-strukturerede inter­views fokuserede på tre kerneområder: de følelsesmæssige konsekvenser af amputationen,tilpasnings-processen og relationen til de eksterne ressourcer - social support og rehabilitering.

Resultater

Ud fra interviewene opstod der otte temaer:

  • Reaktioner og følelser omkring det at blive amputeret: 20 patienter nævner reaktioner og følelser som: sorg, chok, overraskelse, ikke accept af situationen, vrede og selvmordstanker.
  • Ændringer i ens eget liv: 38 patienter fortæller om livet før og efter amputationen.
  • Selvopfattelsen i relation til amputationen: 27 patienter ønskede ikke at anvende hjælpemidler eller accepterede ikke deres nye situation.
  • Tilknytning til protesen: For både de patienter der anvendte protesen og dem der endnu var i gang med at lære at anvende protesen var dette et stress tema. 
  • Mål relateret til rehabilitering og mål fremtidige planer: 38 patienter fortæller de har mål for både rehabilitering og generel helbredelse.
  • Problemer med velvære: 29 patienter fortæller om fysiske og psykiske problemer grundet deres sygdomstilstand.
  • Opfattelse af rehabilitering: 39 patienter fortæller om positive følelser og tilfredshed med rehabiliteringsprogrammet og personalet.
  • Opfattelse af social støtte: 27 patienter fortæller om tilfredshed med den støtte de modtager fra deres familie og venner.

Konklusion

At blive amputeret påvirkede patienternes selvopfattelse, deres plan for fremtiden og deres funktionsændring krævede meget opmærksomhed.